Det blev en weekend fyldt med fodboldoplevelser og masser af socialt samvær mellem spillere og forældre. Vildbjerg Cup er et kæmpestævne med omkring 600 deltagerhold fra hele verden. I år var England, Tyskland, Belgien, Norge, Færøerne, Uganda, Polen og Sverige repræsenteret. Og igen i år lykkedes det at hive et mesterskab hjem. HEIs Vildbjergvindere fra 2008 gjorde det igen. Et kæmpetillykke til dem, og tak for god fodbold, spænding og kampgejst fra alle I andre.
Der blev kæmpet, tacklet, løbet og svedt i alle kampe; det er fantastisk at opleve spillernes engagement og intensiteten i kampene. Og ikke mindst deres latter og leg i pauserne. For Vildbjerg er meget mere end bare fodbold. HEIs unge spillere har sublim familieopbakning. Der er flere forældre og søskende end spillere med til turneringen og derfor er der masser af hygge i campinglejren i løbet af dagene og aftenen. Tusind tak for en rigtig god weekend. HEI har rigtig meget at bygge på.