Fælles Retningslinjer for Børn & Ungdom i HEI
I HEI Fodbold har vi en klar ambition: Vi vil være en klub med plads til alle, hvor børn, unge og voksne trives, udvikler sig og oplever glæden ved fodbold i trygge og positive fællesskaber. Vores retningslinjer er skabt for at understøtte netop det – og de gælder for alle, uanset alder, niveau og rolle i klubben.
Vi er i HEI én samlet klub – ikke bare en række enkeltstående hold. Det betyder, at vi arbejder sammen på tværs af årgange, bakker hinanden op og tager fælles ansvar for den kultur, vi skaber omkring træning, kampe og samvær.
Retningslinjerne er i høj grad inspireret af og bygger på DBU’s officielle anbefalinger for børne- og ungdomsfodbold, og de er formet ud fra HEI’s identitet som en breddeklub, hvor fællesskab, fair play og trivsel altid går forud for resultater og udtagelser.
Forventninger og ansvar
Disse retningslinjer er ikke til pynt – de forventes aktivt efterlevet af alle, både trænere, spillere, forældre og ledere. De er vores fælles grundlag for at skabe et sundt og respektfuldt fodboldmiljø. Hvis der opstår situationer, hvor nogen gentagne gange ikke ønsker at følge retningslinjerne, så må det have en konsekvens – og det kan i sidste ende betyde, at man må finde en anden klub at være en del af.
Dynamisk og åben tilgang
Retningslinjerne opdateres løbende, når vi som klub finder det relevant. Vi tror på dialog, og vi er altid åbne for forslag til justeringer, tilføjelser eller afskaffelser – så længe det er med fællesskabet og HEI’s værdier for øje.